Store Grete og Lille Viggo satte aldrig børn i verden. Det var ikke fordi de syntes, at et liv med sladderkællinger var skidt for børn. Herreste Gud, man skulle jo bare lære dem vigtigheden af at få det sidste ord, for “så visner sladderkællinger som potteplanter i vindueskarmen hos en afdød, der har ligget lidt …
Lille Viggo, fortabt i minder om juletræsfest og julemandsrolle, blev hevet tilbage i ladvognen med et sæt. Han missede med øjnene, drejede hovedet og kiggede på Store Grete. Hun sad med tårer på kinderne og udsendte en alt for genkendelig lyd. Hendes vældige korpus rystede, så ladvognen gyngede. Midtimellem tågehornslyde og tårer pegede Store Grete …
Lille Viggo foretrak at holde andres opmærksomhed på et minimum. Især den, der havde en vis pinagtighed over sig. Og det kunne til tider være lidt af en udfordring med Store Grete ved sin side. Lille Viggo havde ikke været upåvirket af alle de øjne, store som små, der havde kigget med lige dele rædsel …
Lille Viggo og Store Grete sad inde i ladvognen og gloede på de væltede kvinder i genboens have. Med kæber hængende ned i skødet og øjenbryn så hævede, at de næsten gik i ét med håret. Kvinderne moslede rundt ved hækken og forsøgte at rejste sig ved at støtte sig til hinanden. Det gik godt …
Sladderkællingerne sad samlet omkring det ugentlige frokostpølsebord hos slagtermesterens kone. Hun sad som altid for bordenden, hvorfra hun, med sit tydelige talent for misbilligende blikke, kunne styre slagets gang. Hun slog på glasset, ventede et øjeblik og kiggede så rundt på dem, der ikke havde forstået budskabet. Luften blev tyk af halve sætninger, der utålmodigt …
Slagtermesterens kone var selvudnævnt æresmedlem af Sladderkællingeklubben. Det var trods alt hende, der havde fået ideen til og afholdt de ugentlige frokostpølsebordsmøder, efter hun en sommer hjalp sin mand i slagterbutikken. Den sommer endte hun med at lide af både dobbeltsyn og mareridt på grund af kundernes hæmningsløse udbasunering af deres liv. Slagtermesteren nedstemte hendes …
Lille Viggo parkerede ladvognen foran den frimærkestore have ved det røde hus, der skulle være hans og Store Gretes hjem de næste mange år. Store Grete havde snakket om indretningen af huset hele vejen og var færdig før de overhovedet nåede frem. Det ringede for Lille Viggos ører. Han måtte indrømme, at han så frem …
En varm sommerdag flyttede Store Grete og Lille Viggo til landsbyen i en ladvogn fyldt til randen og mere til. De havde lejet købmandens afdøde mors hus. Købmanden var som udgangspunkt et betænksomt menneske og holdt den forestående byforøgelse hemmelig for sladderkællingerne. Til tider var han dog også et naivt menneske. En dag truede de …
Når Store Grete talte, var intet for småt eller for stort til at blive vendt. Og alt småt blev stort og alt stort blev endnu større. Det var ikke fordi hun som sådan lavede om på sandheden, den del tog andre sig af, men hun overdrev måske en smule. Store Grete både talte og klædte …
Det tætteste man i landsbyen kom på hele sandheden, næstefter hestens egen mund, var købmanden. Efterspørgslen var stor, men han meldte udsolgt af hensyn til butikkens og landsbyens overlevelse. Købmanden var den første, der hørte sladderkællingerne sætte Store og Lille foran Grete og Viggo. De kiggede indforståede på hinanden og forventningsfulde på ham, stolte over …