Skriveøvelse – træk et ord
Nedenstående tekster er alle skrevet på baggrund af denne skriveøvelse: Min skrivfælle lavede små sedler med ét ord på hver og lagde dem på bordet med den blanke side opad. Vi trak hver især et aftalt antal sedler -uden at måtte se hvilke ord vi trak. Vi afsatte 15 min og når tiden gik i gang, måtte vi vende den første seddel. Når vi havde skrevet om det ord, måtte vi trække den næste seddel. Efter de 15 min skulle vi havde brugt alle ord i en sammenhængende tekst. Dvs. vi vidste ikke på forhånd, hvilken retning teksten skulle i. Det var helt op til ordene.
Øvelse 1: Blive, søster, kigger, stemme, flamme
Blive eller gå? Hvis du går, må jeg gå efter? Før eller efter. Det vil jeg ikke. Eller jo, måske. Jeg ved det ikke. Det ved min søster heller ikke. Eller gør hun? Jeg synes du skal blive, så jeg ikke skal beslutte om jeg skal gå efter. Jeg kigger til den anden side. Er det overhovedet den side jeg skal kigge til? Stemmen i mit hoved er ikke til nogen hjælp. Er det dig, søster, der er stemmen? Er det mig selv? Du runger i mit hoved. Du runger. De ringer. Efter hjælp. Så kigger jeg den anden vej. Der ser jeg flammer. Hvor kommer de fra? Søster, min stemme, fortæller ikke noget. Måske er det det min egen stemme.
Min stemme råber fra flammerne.
BLIV!
Øvelse 2: Løbe, vinke, beslutning, hive, system
Tiden løber baglæns. Udglatter ansigter og slår tidens tand. Den vinker farvel til sorger, ensomhed, fødsler, fester og aldre. Til sidst ender den i en tid før fortiden. Her må den beslutte om den skal løbe forlæns eller hive i bremsen og blive. Det kræver et sindrigt system, for ikke at blive tabt i og af tiden. For hvad nu, hvis tiden gerne vil tilbage til sit “nu”?
Øvelse 3: Busk, gul, makrel, blinke, række
I busk står sne i skjul. I ly for vind fra neden. Sneen tisser gule 8-taller. Af urin, der lugter af makrel, der har set bedre dage. Solen får sneen til at blinke som tusindvis af øjne, der står i ulige rækker bland buskens grene.
Øvelse 4: Stoppested, skriger, vej, kinder
Et stoppested for tanker, der skal rejse videre. Væk fra nuet til et sted med ro og fred. Fred fra stemmer, der skriger på flere ting at tænke på. I en hjerne der allerede er fyldt. Et stoppested for tanker på vej til randen af overbrugt fornuft, der driver følelser på flugt og tårer på kind.