Eventyret om en præsident

Der var engang et stort land, hvor man skulle vælge en præsident. Det store land lå langt væk fra Danmark. I meget, meget gamle dage, kunne man komme dertil med et skib, men det tog meget lang tid, for havet man skulle krydse, var kæmpe stort. Senere, i de knapt så gamle dage, opfandt man en maskine med vinger. Denne maskine, som man meget mundret kaldte en flyvemaskine, kunne flyve meget stærkere end et skib kunne sejle, og pludselig tog det ikke særlig lang tid at komme til det store land. Til gengæld hændte det engang, at nogle meget uartige mennesker stjal den store maskine, mens den var i gang med at flyve nogle mennesker på besøg i det store land. Desværre var disse uartige lømler ikke vant til at styre sådan en maskine, så de endte med at styre den ind i et hus, der brasede helt sammen. Det var noget værre noget og der var oprør i mangen en andedam over alt i verden.

Nuvel, det var slet ikke det det skulle handle om, så tilbage til eventyret.

I det store land skulle man, som nævnt, en dag vælge en præsident. Det var der som sådan ikke noget nyt i. Det skulle landet nemlig gøre hvert 4. år. En af dem, der kunne vælges, lad os kalde ham Trumpeten, lignede bare ikke nogen af de præsidenter, der tidligere havde regeret.

Det, der var specielt ved Trumpeten var, at han sagde mange mærkelige ting. Det var der som sådan ikke noget mærkeligt i. Der var mange præsidenter, der sagde mærkelige ting. For det meste skulle man bare lytte virkelig godt efter, så fandt man som regel en mening med det de sagde. Det Trumpeten sagde, var bare mere mærkeligt end man var vant til.

Borgerne lyttede og lyttede. Og koncentrerede sig og koncentrerede sig. Så meget, at ørerne var ved at falde af og øjnene trille ud. Men ak, det nyttede ingenting. Ligegyldigt, hvor meget man koncentrerede sig, og hvor meget man lyttede, så lød det som et helt andet sprog, som ingen kendte.

Gode råd var dyre, men heldigvis havde man penge nok i det store land, når der skulle vælges præsident. Man besluttede derfor at investere nogle af de mange penge i babelfisk. Man havde nemlig hørt, at sådanne fisk var gode til at oversætte sprog, hvis man proppede en i hvert øret. Arbejdsløsheden var høj, så det lå lige for at starte et fiskeri og ansætte en masse arbejdsløse, hvis eneste formål var at opdrætte og sælge fiskene til de mange, ikke så sprogkyndige, borgere.

Det så vældig skægt ud, når fiskenes haler stak ud af ørerne, og med tiden kunne det også lugte temmelig grimt, når de begyndte at rådne. Mange var dog ligeglade, for de var overbeviste om, at de nu forstod, hvad Trumpeten sagde. Og det de hørte, gav mening.

Andre var knapt så overbeviste om babelfiskenes virkning. De mente nemlig, at det var noget folk bildte sig ind. At de i virkeligheden slet ikke forstod noget, men fordi de havde fået at vide, at babelfisken kunne oversætte, så snød de hjernen til at tro, at det var sådan det hang sammen. Disse mistroiske mennesker kaldte derfor fisken for placebofisken, for de syntes stadig ikke, at det Trumpeten sagde, gav nogen som helst mening.

Trumpetens sprog var dog slet ikke det, der fik ham til at skille sig mest ud.

Næh, det mest mærkelige og opsigtsvækkende ved Trumpeten var såmænd, at han var orange!
I det store land, hvor man ellers var vant til både hvide, brune og sorte, – ja, man havde sågar set grønne, når der kom besøg fra det ydre rum, så var orange alligevel noget ganske særligt.

Nu kunne man jo fristes til at tro, at Trumpetens mange særheder stod i vejen for hans chance for at blive præsident i det store land.

Det viste sig dog, at babelfiskene var fejlbehæftede og kvalitetskontrollen havde svigtet før levering. Det betød, at oversættelsen blev helt forkert. Det, der gav mening, viste sig nemlig at være helt meningsløst.

Men ak, da man opdagede fejlen, var det for sent. Den orange Trumpet, med det underlige sprog, var allerede blevet valgt til præsident i det store land.

Og således gik det til, at hele verden gik rundt og var lidt røde i hovedet.