Eventyret om Velfærd

Der var engang et land, der hed Miniputland. Indbyggerne i landet hed Miniputtere og lederne i landet Miniputledere. I Miniputland blev aviser, tv osv. kaldt Minimedier. Når Miniputlederne skulle informere Miniputterne om noget, foregik det gennem Minimedier. Minimedier informerede også nogen gange Miniputterne om noget, som Miniputlederne ikke havde bedt dem om.

Engang for længe siden besluttede Miniputlederne, at de ville invitere Velfærd på besøg. Velfærd var kendt for at gøre fx uddannelse og sygdomsbehandling gratis for indbyggere, og for at hjælpe arbejdsløse indbyggere med at kunne få mad på bordet i en periode. Miniputlederne syntes det lød rigtig godt, og var overbeviste om, at det ville gøre noget godt for både Miniputterne og samfundet.

Velfærds besøg lod sig kun gøre, hvis også Fællesskabet og Tilliden deltog i besøget. Miniputlederne bad derfor Miniputterne om at tænke på Fællesskabet. Til gengæld skulle Miniputlederne nok sørge for, at Tilliden også var tilstede. Nogle ville hellere tænke på sig selv og tænkte kun modvilligt på Fællesskabet. Heldigvis tænkte de fleste dog på Fællesskabet, fordi de kunne se, at andre kunne få gavn af at møde Velfærd.

Velfærd kom på besøg og ganske som forventet spredte den glæde i selskab med Fællesskabet og Tilliden. Besøget varede mange år og hjalp gennem årene rigtig mange Miniputtere. Velfærd sørgede også for at besøge dem, der kun modvilligt tænkte på Fællesskabet. Sådan nød alle godt af Velfærds besøg på den ene eller anden måde.

Men ak – Fællesskabet, Tilliden og Miniputterne havde hver en ond tvilling: Egoisme, Mistillid og Svinehunden. Det trekløver kunne virkelig skabe ballade og gejle hinanden op. De begyndte at modarbejde Velfærds besøg alt det de kunne. De sneg sig ind mellem Miniputlederne og en voksende gruppe Miniputtere. Det lykkedes dem bl.a. ved at bruge Minimedier, der havde indset, at den synergiefffekt, der opstod mellem det onde trekløver, var meget effektiv til at skaffe læsere og seere. Og for Minimedier var det vigtigere end alt andet.

Med tiden forårsagede især Svinehundens gøen større og større skade på Miniputledernes og den stadig voksende gruppe Miniputteres hørelse, og efterhånden begyndte Velfærd også at få ondt i ørerne. Den følte sig ikke længere velkommen, og til Fællesskabets og Tillidens store ærgrelse, overvejede den, om den ikke bare skulle give op og rejse væk.

Fællesskabet og Tilliden gjorde, hvad de kunne, for at Velfærd stadig skulle føle sig velkommen og få lyst til at blive, men det var meget svært at overdøve Svinehunden. Det blev ikke nemmere af, at Minimedier efterhånden kun lyttede til det onde trekløver. Fællesskabet og Tilliden forsøgte at få Miniputlederne til at forstå, at Egoisme, Mistillid og Svinehunden var skadelige for alle, der virkelig havde brug for Velfærds besøg, men Miniputlederne kunne desværre ikke længere høre noget.

Velfærd endte med at få så ondt i ørerne, at den besluttede sig for at rejse væk. Den undskyldte mange gange overfor Fællesskabet og Tilliden, og bad dem bringe undskyldningen videre til de Miniputter, den måtte skuffe. Det var hårdt for Fællesskabet og Tilliden, for de vidste at de Miniputtere, der virkelig havde brug for Velfærds besøg, ville blive overfaldet af det onde trekløver, så snart Velfærd var ude af døren.

Velfærd lovede at komme tilbage, hvis Fællesskabet og Tilliden kunne samle et flertal af Miniputter igen, men hvis det ikke skete, var det desværre ikke muligt. Den pakkede kufferten og forlod Miniputlandet med tungt hjerte.

Tilbage stod det onde trekløver, Egoisme, Mistillid og Svinehunde, og vinkede skadefro farvel.