AprilFiction #2

Slagtermesterens kone rømmede sig bestemt og fægtede med armene i et forsøg på at påkalde sig opmærksomhed nede fra græsset. I Sladderkællingeklubben var slagtermesterens kones raseri berygtet og ingen ved deres fulde fem, ønskede af være årsag til den. Desværre havde købmandens kones åndsnærværelse fortabt sig i lyden af Store Gretes rungende og lidet ørevenlige latter. Hun bemærkede ikke, at slagtermesterens kones ansigtskulør havde indtaget en anseelig rød farve, hvilket ellers plejede at være et godt pejlemærke for, hvornår man skulle tage sig i agt.

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Heller ikke slagtermesterens kones sammenkogte raseri. I sidste ende var det den, der fik hende op at stå ved egen hjælp. På vejen op blev købmandens kone noteret i hendes mentale sorte bog for anden gang denne dag. Hun var allerede noteret for at have en mand, der lejede sin afdøde mors hus ud til de forkerte. Næh, købmandens kone var bestemt ikke i kridthuset. Desværre var slagtermesteren og købmanden afhængige af hinandens eksistens, hvilket gjorde det temmelig svært for slagtermesterens kone at hælde sin vrede ud over købmandens kone, men så måtte hun jo lade den gå ud over en anden.

Og i dette øjeblik blev Store Grete den evige genstand for landsbyens sladderkællingers største interesse.