Intet usædvanligt

Udestuen er deres yndlingsrum i den store patriciervilla. Det er her hun altid sidder og sysler med sine broderier, mens han er på arbejde. Det er her han altid sidder og læser avisen ved det lille bord, når han kommer hjem. Det er her hun lytter til ham, når han fortæller om sin dag.
Det er der intet usædvanligt i.

Han sidder ved bordet nu og læser dagens avis. Døren ud til den store frodige have står åben. Hun står og læner sig op ad dørkarmen og indsnuser sommeraftenens duft. Hun betragter ham. Hans rolige bevægelser, når han med sine lange slanke fingre bladrer i avisen. Hun følger hans øjne, mens de skimmer hen over siderne.
Det er der intet usædvanligt i.

Hun står der for de små pauser han plejer at holde i avislæsningen, når han bliver for bevidst om, at hun betragter ham. Pauserne, hvor han tavst kigger op på hende og ser hende smile, hvor han smiler tilbage og læser videre. Pauserne, hvor han engang imellem indvier hende i lidt af det han læser.
Det er der intet usædvanligt i.

Hvis han kigger op på hende nu, vil han se en lille rynke mellem øjnene i hendes ansigt. Han vil se, at hun forsøger at smile, men at smilet ikke når øjnene. Han vil se, at hun skiftevis gnider sig i hænderne og piller ved sin lange nederdel. Han vil se, at hendes øjne flakker.

Hvis han kigger op. Men det gør han ikke.

Og det er der noget usædvanligt i.

Skriveøvelse, inspireret af et billede på min væg (“Sommeraften ved den danske Kyst”, C. Wentorf)