Naturen går sin gang

I horisonten hænger tågen over havet, som en tæt lydisolerende mur. Den efterlader bitte små dråber af vand i mit ansigt.

Fasanhanen står og kræver opmærksomhed, som en mægtig konge iført majestætisk kappe, mens den spejder ud over området. Rådyrene krydser den lille bro ved søen, på jagt efter noget at spise. De nipper visne efterårsfarvede blade af buskene, mens kaninerne hopper rundt mellem dem.

En vanddråbe river sig løs fra toppen af et blad, triller ned til kanten, hvor den hæger sig fast, for ikke at falde i afgrunden. Bladet slår kækt med halen og vanddråben svinger lidt frem og tilbage, før den til sidst mister grebet. Den falder ned gennem luften og lander på jorden, der grådigt suger den til sig.

Solen kaldes til kamp mod tågen, der stædigt holder på retten til at fylde. Det er Davids kamp mod Goliat. Den sande helt vinder til sidst. Tågen må vige pladsen for solen. Den kølige fugtige luft skutter sig og lader sig indhylle i solens varme.

Lyset fra solen fanger vanddråberne, der ligger som et slør over hele træet. Dråberne glinser og får træet til at ligne en overdimensioneret stjernekaster.

Vinden vågner og strækker sig dovent med langsomme bevægelser. Den puster let og drillende til bladene og grenene, der kvitterer med stille dans. Vinden lægger op til mere.

Naturens går sin gang.

Skriveøvelse uden specifikt emne og uden fast tid. Inspireret af naturen udenfor døren i sommerhus på Fanø.