Skår

I starten rører han ikke vasen. Han nøjes med at betragte den. Indgående. Vurderende. Først på afstand, men over tid, næsten i al ubemærkethed, kommer han nærmere og nærmere . Til sidst er han så tæt på, at det ikke længere er nok bare at se.

Han holder pegefingeren hen til vasen. Fingerspidsen er så tæt på, at det kribler i ham. Han lader den lige akkurat røre overfladen. Let som et fnug på vasens krop. Han mærker trangen til at trykke lidt hårdere.

Han trækker hånden til sig og træder et par skridt tilbage. Betragter igen på afstand.

Vasens skrøbelighed frister ham. Hvor meget skal der til før den vælter. Han mærker uroen sprede sig i kroppen. Han er nødt til at prøve igen. Komme tæt på. Røre. Få vished. Få ro.

Han går de to skridt hen til vasen igen. Holder pegefingeren hen mod vasen. Denne gang lader han fingerspidsen hvile på den. Ingenting sker. Så trykker han lidt hårdere. Vasen skubbes et lille stykke, men den vipper ikke. Han mærker en snert af skuffelse.

Han tænker sig om et øjeblik. Måske skal han prøve et andet sted. Han lader fingerspidsen glide op ad og mærker vasens glatte overflade. Han standser ved kanten. Det må være lettere her. Uroen tager til.

Han giver vasen et lille skub. Endelig. Den giver sig til at vippe. Fra side til side. Men efter et øjeblik genfinder den balancen. Så står den stille.

Irritationen vælter op i ham. Han kigger på vasen med lynende øjne. Som om den betragter ham. Vrede blander sig med uroen. Nej! Den skal ikke få lov at få ham til at føle sådan. Så giver han vasen et hårdt skub. Denne gang mister den balancen med det samme. Den vipper ud over kanten, drejer en omgang i luften, før den smadres mod gulvet med et brag.

– – – o – – –

Han står på afstand og betragter stumperne på gulvet. Roen er tilbage i kroppen. Han smiler.

Så vender han sig rundt og går.

Om et øjeblik har han glemt alt om den bunke af skår han har efterladt.