Opbrud

Opbrud

Det er en almindelig tirsdag aften.
I en almindelig kernefamilie.
I en almindelig lejlighed.
Et almindeligt sted i Aarhus.

Jeg er den eneste der ved, at om mindre end en time, er intet længere almindeligt i den lille, almindelige familie.

Jeg sidder ved spisebordet i det lille køkken og nipper til et glas rødvin. Min veninden står ved komfuret, i gang med at jævne sovsen. Hendes mand sidder ved bordet sammen med mig. Døren er lukket næsten helt i ind til rummet ved siden af, hvor børnene, iført høretelefoner, er dybt begravet i computerspil. Lyden af halve samtaler blandet med sporadiske, hidsige udbrud og klapren i tastaturet, siver ind gennem sprækken mellem døren og karmen.

Manden læser koncentreret i avisen og overlader al samtale til min veninde og jeg. Som altid taler vi om løst og fast, mest løst. Vi når ikke langt omkring før maden er færdig. Manden lægger avisen fra sig og går ind og henter børnene. Jeg fordeler bestik, glas og tallerkener, der står midt på bordet. Veninden sætter maden på bordet og sætter sig ned.

Manden kommer tilbage, med børnene lige i hælene, og sætter sig tilbage på sin plads. Børnene har stadig adrenalin i kroppen efter computerspil, de er hektiske og mundhugges om, hvor de skal sidde. Det løser sig, da manden griber ind og beder dem stoppe og placerer dem overfor hinanden.

Nogle minutter senere har vi alle fået noget på tallerkerne og der er faldet ro over børnene. De snakker med hinanden om noget de har oplevet i skolen. Den ældste tager sin mobil frem for at vise sin lillebror noget. Min veninde skal til at protestere og bede ham lægge den væk, men ombestemmer sig. Jo mere optaget børnene er, jo færre afbrydelser. Vi genoptager samtalen fra før og manden deltager denne gang. De sædvanlige emner vendes; arbejde, politik, et særtilbud i Netto, fælles venner.

Stemningen er hyggelig.

Som altid når samtalen til sidst at runde min vedvarende status som single. Selvom børnene er koncentreret om deres eget og ikke plejer at vise nogen form for interesse, bryder jeg mig ikke om at tale om det emne, når de er der. Jeg har aldrig nævnt det for dem. Jeg plejer bare at tale udenom, fortælle lidt, uden i virkeligheden at fortælle noget.

I aften taler jeg også udenom.

I aften rejser jeg mig fra bordet og henter min taske i entreen, kommer tilbage og sætter mig.
I aften åbner jeg tasken, hiver en udskrift op af den og lægger den på bordet, så alle kan se den.
I aften ser jeg blodet forsvinde fra mandens ansigt.
I aften ser jeg veninden kigge vantro på sin mand.
I aften ser jeg børnene kigge forvirret op på de voksne.
I aften ser jeg en familie i opbrud.

I aften siger jeg undskyld, rejser mig og går.

(fiktion)